Smykkepleje: Sådan passer du bedst på dine smykker

Smykkepleje: Sådan passer du bedst på dine smykker

God eftermiddag til alle jer skønne læsere

 

Lidt weekendlæsning skal være på sin plads, så jeg har stablet et lidt anderledes indlæg på benene til jer. I får hermed en masse tips og tricks til at holde jeres smykker fine, så i kan have glæde af dem i så lang tid så muligt. For helt ærligt - findes der noget værre end at købe et smykke til sig selv eller få et smykke i gave, for derefter at indse efter kort tid at det er slidt og ikke særlig pænt mere? Derfor giver jeg jer her en oversigt over de bedste tips til vedligeholdelse af netop dine yndlings smykker:

 

1. Vedligeholdelse af dine smykker

 

For bedst at vedligeholde dit smykke skal du tage dem af på følgende tidspunkter:

  • Når du sover

  • Når du dyrker sport

  • Hvis du bader derhjemme

  • Hvis du bader i havet

  • Når du er i konstant berøring med vand ved f.eks. rengøring og rengøringsmidler

 

Endvidere er det en god idé at undgå kemikalier. Når du derfor tager parfumer, cremer osv. på, er det vigtigt at du tager dine smykker på efter dette. Dertil skal man selvfølgelig være opmærksom på, at ens smykke ikke kan tåle alt. Pas derfor på slag og stød - specielt gældende for smykker med ædelstene, som kan være ekstra skrøbelige. 

 

2. Opbevaring

 

Det næste er måden du opbevarer dine smykker på. Den bedste måde at opbevare sine smykker på er i små stofposer eller små plastposer hver for sig. På den måde ridser de ikke hinanden eller udsættes for sollys, luft eller bliver misfarvede. Ønsker du at have smykkerne stående fremme f.eks. på et smykkestativ kan dette også sagtens lade sig gøre. Smykkerne er en fin pyntegenstand i sig selv og et smykkestativ er derudover også en god måde at få et overblik over ens smykker. Sørg dog for at de hænger med mellemrum og dermed ikke gnider sammen. Alternativt kan du ligge dem i en glasboks og på den måde stadig vise dem frem, samtidig med at du passer godt på dem.



3. Sådan kan du selv rense dine smykker

Mange oplever at specielt deres sølvsmykker får en snavset oxideret overflade efter et stykke tid. Dette skyldes ikke smykkets kvalitet, men derimod en helt naturlig proces, som opstår grundet kroppens syre og sved. Det siges, at nogle mennesker oxiderer smykker mere end andre. Derudover er cremer, parfumer osv. også med til at pålægge smykket snavs og give dem det oxiderede udtryk. Men fortvivl ikke, for smykket kan fint renses og gøres smukt igen.


I langt de fleste supermarkeder kan du købe følgende produkter, så du selv kan gå hjem rense og pleje dine smykker.

  1. Almindelig universal- eller pudseklud: Dette er en nem og hurtig måde at få dine smykker til at se helt nye ud igen. Et godt tip: Hvis dine smykker indeholder perler er det faktisk en god idé at pudse dem efter hver gang du har brugt smykkerne. Perler er nemlig lavet af blødt materiale som derfor er ekstra letmodtagelige overfor snavs. 

  2. Opvaskemiddel, ny tandbørste og en pudseklud: Prøv at lægge dit smykke i lunkent vand tilsat med lidt opvaskemiddel. Lad det stå i ca. 10 minutter og rens så smykket med en ny tandbørste og en pudseklud. BEMÆRK - dette må du ikke gøre hvis dine smykker har perler. 

  3. Sølvrens og pudseklude: Du kan mange steder også købe sølvrens og pudseklude specielt udviklet til dine sølvsmykker.

  4. Servietter: Der findes også særlige servietter til sølv og ædelmetaller, som du trygt kan bruge til at gøre dine smykker skinnende igen. 

  5. Sølvpapir og salt: Sølvpapir og salt er en anden kombination, hvorpå du kan "pifte" dine sølvsmykker op igen. Lav små kugler af sølvpapir og kom dem derefter op i en skål med kogende vand tilsat lidt salt. Lad smykket ligge der i et par minutter og tag derefter op. BEMÆRK - dette må du ikke gøre hvis dine smykker har ædelstene. 


4. Det årlige "tjek"

 

De færreste ved det, men ringe og andre smykker med sten som du oftest bruger, bør du lade efterse i hvert fald en gang årligt. Perlesmykker på kæde er ligeledes en god idé at få efterset ca. en gang om året, for at tjekke at snoren mellem perlerne ikke er mør og dermed er på vej til at knække. 

 

Det var alle de gode råd vi havde for nu. Lad mig endelig vide, hvis i gerne vil have mere af denne slags indlæg, hvor vi deler ud af tips og gode tricks.

 

Ellers er der ikke mere at sige end rigtig god weekend!

 

//KARTÓ 

oprettet d. under Katrine Frank Jewellery, Tips og guides


Ingen kommentar(er)
Skriv din kommentar